ELBILEN HITTER TIL MØDER I DANSKE BYER
LeasePlan har netop indregistreret en af landets første fabriksbyggede elbiler. Bilen er
nu reserveret til medarbejdernes københavnermøder, hvor der er gratis og - så godt som altid -
ledig elbilparkering. LeasePlan forventer, at det netop bliver som delebil, at elbiler
indledningsvist udbredes.

I kølvandet på indkøbet af en 100 procent elektrisk, fabriksbygget Mitsubishi iMiEV som delebil
til medarbejderne har det Brøndby-baserede billeasingselskab LeasePlan Danmark indført en
elbilpolitik. I begyndelsen var hensigten at fremme anvendelsen af bilen blandt medarbejderne,
men politikken skiftede hurtigt, så den nu skal sikre, at alle medarbejdere får adgang til
deleelbilen.
”Vi troede, at medarbejderne skulle motiveres til at tage bilen, men den blev hurtigt så populær, at vi måtte vende politikken på hovedet, så den i stedet sikrer, at alle får adgang til bilen. Nu er den reserveret til vores medarbejdere, der har møder i København, hvor det er gratis at parkere og oplade elbiler. En opladning rækker rigeligt til den tur, og politikken sparer os en del tid, fordi parkeringspladserne til elbiler så godt som altid er ledige,” forklarer Lars Eegholm, der er adm. direktør for LeasePlan Danmark.
Ideel som delebil
Efter at have været på trapperne i nogle år, er de fabriksbyggede elbiler nu en realitet.
Interessen hos LeasePlan Danmarks kunder er for længst vækket, og hos LeasePlan forventer man,
at det netop bliver som delebil, at danske virksomheder og det offentlige vil begynde at tage
elbilen til sig.
”Der er stor interesse for elbilen, og det er ikke ualmindeligt, at et kundemøde begynder med en tur i elbilen. Desuden har mange virksomheder og kommuner et ønske om at tage et ansvar for klimaet. Derfor er det ideelt at indføre elbilen de steder, man har dele- og puljebiler, og der ikke køres så langt ad gangen. Så får flere medarbejdere mulighed for at drage erfaringer med bilen,” siger Lars Eegholm.
Bidrager til at opnå klimamål
Også andre danske byer, eksempelvis Odense, tilbyder gratis parkering og opladning til
elbilerne, og Lars Eegholm mener, at netop disse ekstra incitamenter kan bidrage til en
hurtigere udbredelse af elbilerne, som kan hjælpe fx København Kommunes med at nå målet om at
være CO2-neutral i 2025.
”Det er jo ingen spøg at fodre et parkometer i den indre by, og vi oplever, at den gratis parkering er en fordel, som vores kunder er opmærksomme på, når de vurderer fordele og ulemper ved bilerne. Hvis man samtidig satte flere ladestandere op, ville de helt sikkert fremme udbredelsen,” siger Lars Eegholm.
LeasePlan, der administrerer 22.000 biler på vegne af danske virksomheder og kommuner, forventer at have leveret 50 elbiler til sine kunder ved udgangen af året.
Fakta om og erfaringer med Mitsubishi iMiEV
- Skal bilen nå rækkevidden på 150 km., skal aircondition og varme benyttes i begrænset omfang.
- En iMiEV koster ca. 42 kr. at oplade (2 kr. pr. kWh) svarende til en pris på 28 kr. for at køre 100 km. Kilde: www.imiev.dk
- Opladning tager otte timer via en almindelig stikkontakt. Den første ”Quick Charge” er opsat ved Landgreven i København i april, og her vil en opladning til 80 procent blot tage 30 minutter.
- LeasePlan vurderer, at bilen kan opfylde 90 procent af danskernes daglige transportbehov.
- LeasePlan kan levere Mitsubishi iMiEV og beskatningsgrundlaget begynder ved 279.411 kr.
Yderligere information:
LeasePlan Danmark: Lars Eegholm, adm. direktør, mail: lae.dk@leaseplan.dk, mobil: 2173 9392
Om LeasePlan
LeasePlan er en hollandsk finansiel virksomhed med speciale i fleet management (styring af
bilflåder). Siden etableringen i 1963 har virksomheden oplevet konstant vækst og opererer nu i
30 lande med en samlet bilflåde på omkring 1,3 millioner biler. Virksomheden er verdens førende
aktør inden for fleet management og beskæftiger over 6.000 medarbejdere. LeasePlan Danmark A/S
administrer over 22.000 biler på vegne af virksomheder og kommuner. LeasePlan Corporation ejes
af Volkswagen Bank GmbH (50 %) samt Fleet Investments BV (50 %), som er et investeringsselskab,
der ejes af den tyske bankmand Friedrich von Metzler.